Storbritannien: Tidligere israelsk spion arbejder nu i Labours hovedkontor

Det britiske arbejderparti, Labour har ansat den tidligere israelske spion Assaf Kaplan i sit hovedkvarter, Kaplan arbejdede i 5 år i det israelske militærs afdeling for cyberkrig. Britiske og israelske zionister gik i 2018 i samarbejde med Labours højrefløj og fik året efter væltet partiets formand Jeremy Corbyn, der blev anklaget for antisemitisme. I efteråret 2020 smed den nuværende formand Keith Starmer Corbyn ud af partiet efter at denne havde forsvaret sig mod anklagerne. Ansættelsen af spionen bekræfter blot det nære samarbejde mellem Labour og den militante zionisme.

 

Storbritannien: Hvordan zionister fik smidt Jeremy Corbyn på porten

Den britiske højrefløjs zionist Joe Glasman pralede i en video fra januar om, at det var ham og hans organisation "Campaign Against Anntisemitism" der fik afsat det britiske arbejderpartis leder Jeremy Corbyn: "Vi slagtede ham", pralede Glasman. Britiske medier kørte i 2019 en intens kampagne mod Corbyn, som blev næret af løgne fra zionistiske organisationer. Ikke fordi Corbyn var antisemitisk, men fordi han tilhørte arbejderpartiets venstrefløj, og i modsætning til andre britiske politikere ikke var anti-palæstinensisk.

Venezuela: Storbritannien tvunget til at opgive tyveriet af Venezuelas guldreserver

En appelret i London omstødte mandag en kendelse afsagt af den britiske landsret i juli 2020. Juli kendelsen fratog den venezuelanske nationalbank BCV adgangen til landets guldreserver, fordi Storbritannien ikke anerkendte Venezuelas folkevalgte regering men derimod formanden for nationalforsamlingen. BCV lagde derfor sag an mod Bank of England. Appeldomstolen pålægger i sin kendelse det britiske udenrigsministerium at beslutte om Storbritannien i alle henseender kun anerkende kuppræsidenten som Venezuelas præsident, eller om landet anerkender præsident Maduro som den fungerende præsident.

USA til England: det er os eller Kina!

Storbritannien er i gang med at forhandle en handelsaftale med USA til erstatning for den handelsaftale i EU regi der i dag regulerer samhandelen mellem de to lande. Efter 31/12 2020 er der nemlig ikke længere nogen aftale mellem de to lande. Men bag kulisserne presser USA på for at få en klausul ind i handelsaftalen der skal hindre Storbritannien i at indgå handelsaftaler med f.eks. Kina. Det er en del af USA's økonomiske og politiske krig med Kina, som supermagten nu forsøger også at få Storbritannien underlagt.

USA: Klimaaktivister sidestilles med massemordere

USA's Department of Homeland Security (DHS) sidestiller i interne dokumenter klimaaktivister med massemordere og voldelige nazistiske organisationer. I oktober 2016 skar aktivister fra Climate Direct Action sig gennem hegn ind til olie pipelines i 4 stater - deriblandt North Dakota - og drejede hanerne på de pipelines der transporterede olie fra olie-tjære felterne i Canada til USA. I nogle timer var forsyningen af 15% af USA's energiforsyning indstillet. Aktivisterne satte sig roligt ned og ventede på, at politiet dukkede op og arresterede dem. De blev senere retsforfulgt og dømt.

Iran: britiske pirater kaprer iransk olietanker

Pirater fra et britisk flådefartøj kaprede 5. juli en iransk supertanker ved Gibraltar. USA havde beordret kapringen der skete i samarbejde mellem spanske og britiske pirater. Iflg. Storbritannien var kapringen blot effektuering af EU sanktioner overfor Syrien. Iran protesterede overfor Storbritannien og kaldte den britiske ambassadør i samråd.

USA's nationale "sikkerhedsrådgiver" John Bolton hilste kapringen velkommen. USA bruger rutinemæssigt Storbritannien i supermagtens udenrigspolitiske og militære aktiviteter.

Konference om ytringsfrihed: Rusland udelukket

Det britiske udenrigsministerium har meddelt, at Russia Today (RT) og Sputnik ikke får lov til at deltage i en global konference om ytringsfrihed der gennemføres i Storbritannien onsdag og torsdag. Årsagen er iflg. ministeriet de to stationers rolle i "aktiv spredning af desinformation". Heller ikke Nordkorea, Syrien og Venezuela får lov til at deltage i konferencen.

Trump: uduelig og dysfunktionel

I et lækket memo karakteriserer Storbritanniens ambassadør i USA Kim Darroch Donald Trump som uduelig og dysfunktionel. Diplomaten karakteriserede videre præsidenten som usikker og inkompetent. Han advarede samtidig imod, at Storbritannien nærer for stor tiltro til USA. Nok var præsidenten og mans mænd begejstrede over deres nylige besøg i Storbritannien, men præsidenten kan vende på en tallerken hvad øjeblik det skal være, for ledetråden i hans verdensbillede er "America First". Darroch bekræftede videre billedet af det Hvide Hus som præget af ukontrollerede interne magtkampe.

FN underkender Storbritanniens kolonialisme

Den Internationale domstol i Haag dømte i dag Storbritannien til at tilbagelevere Chagos øerne i det Indiske Ocean. Storbritannien indledte koloniseringen af øgruppen i 1815. I 1965 adskilte kolonimagten øgruppen fra Mauritius, der 3 år senere fik selvstændighed. Samtidig blev hele øgruppens befolkning deporteret. Baggrunden var, at USA skulle bruge øerne til militærbase - den såkaldte Diego Garcia base. Den deporterede befolkning har ved flere lejligheder rejst sag mod kolonimagten.

FN kritiserer Storbritannien for dets anvendelse af terrorlovgivning til at slå ned på fredelige demonstranter

Ligesom i Danmark bruger staten i Storbritannien terrorlovgivningen til at slå ned på fredelige demonstranter. Denne praksis har nu udløst kritik fra FN's side. FN's menneskerettighedseksperter har kritiseret landet for terroranklager mod 15 fredelige anti-deportationsdemonstranter. Anklagerne opererer med en straframme på op til livsvarigt fængsel. FN konstaterer, at anklagerne er fuldstændig ude af proportion for ikke-voldelige demonstranter.