Libyen: Tyrkiet og UAE bryder åbenlyst FN's våbenblokade

Både Tyrkiet og Forenede Arabiske Emirater (UAE) bryder åbenlyst FN's våbenblokade af Libyen. De to lande leverer våben til hver deres allierede i konflikten i landet. UAE sender transportfly med våben fra militære luftbaser i UAE til baser i Egypten, hvorfra våbnene krydser grænsen. Egypten deltager dermed i ulovlighederne.

Tyrkiet sender transportfly med våben fra militærbaser i Tyrkiet til baser inde i Libyen. For at skjule denne praksis slukker de tyrkiske piloter rutinemæssigt for flyenes transpondere, så ulovlighederne er vanskeligere at dokumentere.

Tyrkiet: Sender 2000 syriske lejesoldater til Libyen

Tyrkiet har de seneste uger sendt 2000 syriske lejesoldater til Libyen for at kæmpe på premierminister Fayez al-Sarraj' side. Tyrkiet har desuden sendt 35 af sine egne officerer. Krigseventyret er ikke populært i Tyrkiet, og det er sandsynligvis årsagen til, at præsident Erdogan i stedet har hyret de syriske lejesoldater. De får 2000 US$ i løn om måneden. 25 gange mere end de ville kunne tjene i Syrien. Det tyrkiske skridt vil sandsynligvis øge opbakningen til krigsherren Khalifa Haftar. Libyerne bryder sig ikke om den udenlandske indblanding i borgerkrigen.