Bolivia: Den afsatte præsident Evo Morales får asyl i Argentina

Bolivias afsatte præsident Evo Morales landede torsdag i Argentina, hvor han har fået politisk asyl. Argentina er naboland til Bolivia, og Morales er derfor meget tættere på sit hjemland end Mexico, tusinder af kilometer borte. Skiftet er samtidig udtryk for, at den afsatte fortsat vil være aktiv i boliviansk politik. Han har allerede erklæret, at han ikke agter at stille op i et fremtidigt præsidentvalg, men han blev i stedet søndag af sit parti, MAS udpeget til dets kampagnechef. Et af partiets fremtrædende medlemmer, senator Eva Copa erklærede samtidig, at partiet er nødt til at gennemføre selvkritik for dets fejltagelser.

Morales' politiske aktivitet kompliceres af at Argentina har stillet som betingelse for hans asyl, at han ikke blander sig i indre forhold i Bolivia; i Bolivia har kupregeringen meddelt, at Morales vil blive arresteret, hvis han sætter foden på boliviansk jord. Og Argentinas forhold til nabolandet Brasilien er i forvejen kompliceret. Landets højreradikale præsident Bolsonaro nægtede for få dage siden at deltage i indsættelsen af Argentinas nye præsident, Alberto Fernández.