USA: Truer med at stoppe våbensalget til diktaturet i Saudi Arabien
Formanden for USA's Senats udenrigskomite, demokraten Robert Menendez truede mandag med at indstille salget af våben til supermagtens strategiske allierede, Saudi Arabien. Baggrunden var, at OPEC i slutningen af sidste uge havde besluttet at mindske den daglige olieproduktion med 2 mio. tønder, selvom USA havde presset på for at få hævet produktionen. Ophidselsen i Washington skyldtes angiveligt, at Saudi Arabien derved "gik Ruslands ærinde". Den egentlige årsag er dog, at der skal være midtvejsvalg i USA i november, og her er vælgerne mildest talt utilfredse med de stigende energipriser. Det vil koste demokraterne stemmer.
USA's Biden besøgte i juli Saudi Arabien. Han undgik omhyggeligt at tale menneskerettigheder med diktaturet. Formålet var at få Saudi Arabien til at øge olieproduktionen. Det mislykkedes. Manglen på energi på verdensplan skyldes USA's blokader mod Iran, Venezuela og senest dets økonomiske krig mod Rusland, der foreløbigt er kulmineret med USA's sabotage af gasledningerne fra Rusland til Tyskland.
Under præsident Trump indgik USA aftaler om salg af våben til Saudi Arabien til en værdi af flere hundrede mia. US$. Det er denne handel, der nu hænger i en tråd. USA forsøgte for flere år siden at tvinge Tyrkiet til at følge sin politik i Mellemøsten. Det mislykkedes og Tyrkiet knyttede sig i stedet tættere til Rusland og købte bl.a. våben derfra. Det samme ser nu ud til at ske med Saudi Arabien. Regimet i Washington har ikke erkendt, at verdens stater ikke længere blindt følger ordrerne fra supermagten.
- Log ind for at skrive kommentarer