Israels "nultolerance" politik = free-fire-zone i Gaza

I midten af oktober besluttede Israel at indføre "nultolerance" politik overfor de palæstinensiske demonstrationer i Gaza mod den israelske besættelse af Palæstina. Nultolerance betød "free-fire-zone". 130 palæstinensere blev såret af israelske skarpskytter ved den efterfølgende demonstration - heraf 25 børn og 4 para-medicinere. I perioder er de israelske skarpskytter gået målrettet efter at såre og evt. dræbe læger og andet sundhedspersonale der har været til stede ved demonstrationerne.

Direktøren for den israelske menneskerettighedsorganisation B'Tselem, Hagai El-Ad var i oktober i New York for at vidne for FN's Sikkerhedsråd om de israelske krigsforbrydelser og menneskerettighedskrænkelser. Han blev i den forbindelse interviewet af Democracy Now. Se interviewet herover eller via linket.

Retorikken skærpes til stadighed i Israel. Palæstinensere betegnes under ét som terrorister, og israelere som er kritiske overfor apartheid-regeringen betegnes som landsforrædere. Det overgik også Hagai El-Ad i FN's Sikkerhedsråd, hvor han af Israels FN ambassadør blev betegnet som forræder.

Israel har pt. udsat rydningen af beduin landsbyen Khan al-Ahmar på den besatte Vestbred. Den Internationale Straffedomstol (ICC) havde meddelt landet, at tvangsfjernelse af indbyggere i et besat område efter international ret er en krigsforbrydelse. Den israelske Landsret havde ellers på forhånd givet grønt lys til rydningen, der skulle give plads for nye israelske bosættelser.