Brasiliens kommende udenrigsminister opfordrer til at "befri" Venezuela fra Maduro
Den 1. januar hedder Brasiliens udenrigsminister Ernesto Araújo. Midt i december kom han med en officiel udtalelse til verden om at "befri" Venezuela fra Maduro. Han bemærkede samtidig, at Venezuelas præsident ikke var inviteret til indsættelsen af major Bolsonaro som Brasiliens præsident. Venezuelas udenrigsministerium slog øjeblikkeligt igen, offentliggjorde to breve der viste, at Maduro faktisk var inviteret, men kom derefter med Venezuelas officielle svar til Brasiliens kommende regime: "Den frie, revolutionære og socialistiske regering i Venezuela kunne aldrig finde på at deltage i indsættelsen af en præsident der er selve indbegrebet af intolerance, facisme og som står for en politik der er et totalt knæfald for de interesser der er imod integration i Latinamerika og Caribien". I et interview med dagbladet La Tercera i Chile insisterede Bolsonaro på, at Brasilien ikke havde umiddelbare planer om at invadere Venezuela, men klart ønskede at få Maduro fjernet. "Jeg ønsker ham ikke død, men blot at han forsvinder bort til et andet land", erklærede Bolsonaro.
Hverken USA eller EU havde kommentarer til Brasiliens trusler.
- Log ind for at skrive kommentarer