Israel: Nye krænkelser af 4. Genevekonvention

Den israelske premierminister Netanyahu offentliggjorde tirsdag planer om at bygge 3500 nye huse i et område umiddelbart øst for Østjerusalem. Planerne om at bygge bosættelser i det 12 kvadratkilometer store område på besat jord blev udarbejdet allerede i 1995, men siden har skiftende israelske regeringer skrinlagt dem pga. omfattende internationale protester. Netanyahus planer er udtryk for, at Israel nu ignorerer resten af verden. Trumps USA giver landet alt hvad det har brug for ifht. annektion af besat jord, militær og økonomisk bistand og ubetinget opbakning. Grunden til at planerne lanceres nu er det forestående valg i landet, hvor Netanyahu ønsker at tiltrække flere højreradikale vælgere med sit byggeprojekt.

Byggeriet vil forbinde den nuværende store bosættelse i Maale Adumim og Østjerusalem og samtidig hindre palæstinensisk transport øst om deres hovedstad. Samtidig indebærer planen, at 2000 beduiner der lever i områder vil blive tvangsfjernet.

Sidst Israel lancerede byggeplaner i området var i 2012 som gengældelse for, at FN havde anerkendt Palæstina som stat. USA's daværende præsident Barrack Obama modsatte sig imidlertid planen, og de israelske ambassadører i Storbritannien, Frankrig, Spanien, Sverige og Danmark blev kaldt i samråd og mødt med protester fra disse landes regeringer.

En stats kolonisering af besat land er i strid med 4. Genevekonvention. FN pålagde med sikkerhedsrådsresolution 242 i 1967 Israel at trække sig ud af de besatte områder. 53 år senere ignorerer Israel fortsat verdenssamfundet.