Bolivia: Morales udskriver nyvalg efter borgerskabets forsøg på statskup

Evo Morales meddelte søndag, at han udskriver nyvalg. Det sker efter at OAS efter sin undersøgelse af valget 20. oktober fandt uregelmæssigheder. Morales havde på forhånd meddelt, at han ville respektere OAS' anbefaling. Han meddelte samtidig, at han ville udskifte medlemmer af landets øverste valgkommission, der fører tilsyn med valg og er ansvarlige for stemmeoptællingen.

Men borgerskabet ønsker ikke nyvalg. Det ønsker at fjerne Morales, og afviste derfor nyvalg. Det tages som tegn på, at USA's og borgerskabets bestræbelser på at gennemføre et statskup fortsætter. Det kom lørdag til nye voldelige sammenstød mellem borgerskabets stødtropper og tilhængere af demokrati.