Frankrig: Macron truer med at knuse oliearbejdernes strejke
Efter 23 dage i strejke og blokade af 6 ud af Frankrigs 7 raffinaderier truer den franske stat nu med at tvinge oliearbejderne i arbejde. Strejken blev udløst efter det franske selskab Total scorede 8 mia. € i ekstraprofitter på den katastrofale energisituation i Europa. De blev delt ud som overskud til oliekoncernens aktionærer. Det franske fagforbund CGT svarede igen med krav om 10% lønforhøjelse, som kompensation for den tårnhøje inflation i Frankrig. Kravet var rettet mod både Total og det USA ejede ExxonMobile. De nægtede og CGT svarede igen med blokade af Totals 4 raffinaderier og Exxons 2. Strejken har udløst omfattende mangel på benzin i Frankrig og staten forbereder derfor nu et indgreb for at tvinge oliearbejderne i arbejde. Det kræver, at gendarmer møder op på hver arbejders bopæl og tvinger dem på arbejde. Sidste gang det skete var da præsident Sarkozy i 2010 gennemførte et tilsvarende indgreb mod strejkende oliearbejdere. Staten har samtidig afvist at beskatte oliekoncernernes superprofitter. CGT har erklæret, at det vil indbringe et statsligt indgreb for domstolene.
- Log ind for at skrive kommentarer