Brasilien: Fri adgang til våben

I Brasilien myrdes årligt knap 64.000. Det er et af verdens farligste lande. Præsident Jair Bolsonaro har netop gjort det endnu farligere ved at lempe landets våbenlove. Der kræves ikke længere et interview med det føderale politi for at få våbentilladelse, tilladelsen forlænges fra 5 til 10 år. Lovgivningen var blevet strammet i 2003 af PT regeringen og tusindvis af ulovlige våben blev overdraget til myndighederne for at mindske volden i landet.

Den højreradikale Bolsonaro havde under valgkampen lovet at lempe våbenlovgivningen. Hans tilhængere og dele af politiet hyldede skridtet, mens eksperter advarede mod mere vold. "Det fører direkte til mere vold og er forfærdelige nyheder for den offentlige sikkerhed", erklærede Renato Lima der er direktør for det brasilianske offentlige sikkerhedsforum, der årligt udarbejder et atlas over drabsraterne i landet.