USA: Trump til angreb på ytringsfriheden
Trump er USA's første præsident der regerer ved at udsende bandbuller mod modstandere på Twitter. Siden starten på hans præsidentperiode har han overtrådt Twitters retningslinier for tweets ved bl.a. at opfordre til krig (mod bl.a. Nordkorea). Andre får i sådanne situationer deres tweets fjernet, men ikke Trump. Det var først for 2 dage siden da præsidenten gik til angreb på systemet med brevstemmer i USA, at Twitter satte en anmærkning på hans tweet som karakteriserede indholdet som sludder (og i strid med lovgivningen). Det fik til gengæld præsidenten helt op i det røde felt, og han underskrev torsdag et dekret der skal gøre det lettere at lægge sag an mod medievirksomheder pga. det indhold der lægge op. Præsidenten saver dermed den gren over han selv sidder på, for han bidrager med rigtig meget sludder til Twitter.
Medievirksomheder er i USA i vid udstrækning beskyttet mod retssager pga. hensynet til ytringsfriheden. Det er denne beskyttelse præsidenten nu fjerner med henvisning til, at han blev "censureret" på Twitter. Men han blev ikke censureret. Twitter satte blot et mærke på hans tweet, at det var faktachecket og noget sludder.
Borgerrettighedsorganisationer, virksomhedssammenslutninger og politikere fra hele det politiske spektrum kritiserede Trumps indgreb. Men Facebooks Mark Zuckerberg bakkede øjeblikkelig op om præsidenten og erklærede, at Facebook ikke længere ville indskrænke ytringer på mediet. Twitter karakteriserede til gengæld præsidentens dekret som "reaktionært og en politiseret tilgang til fundamental lovgivning".
Trumps dekret vil med sikkerhed blive prøvet ved domstolene de kommende måneder. Hans formål er da heller ikke at lukke Twitter eller Facebook (der skaffede ham valgsejren i 2016), men at aflede opmærksomheden fra, at over 100.000 mennesker nu er døde af Covid-19 i USA, uden at de føderale myndigheder har taget skridt til at standse pandemien. Samtidig er der en foræring til den radikale konspirationsbaserede højrefløj, der mener USA styres af hemmelige kræfter. Altså endnu et led i den stadig mere desperate præsidents forsøg på genvalg til november.
- Log ind for at skrive kommentarer