Grækenland: baggrunden for venstrefløjens fald

Venstrefløjen og premierminister Alexis Tsipras led et sviende nederlag ved lørdagens valg i Grækenland. Der er 3 forklaringer på nederlaget: Tsipras lagde sig fladt ned og førte den neoliberalistiske økonomiske politik EU ønskede. Det var forræderi overfor hans koalitions politik og overfor vælgerne. Når han alligevel kopierede højrefløjens politik, kunne vælgerne lige så godt vælge den ægte vare.

For det andet gjorde Syriza koalitionen Tsipras til symbol for regeringens politik. I stedet for at det var bevægelserne der gennem Syrizas basis satte dagsordenen for regeringens politik, blev det Tsipras der næsten diktatorisk kom til at lægge linien.

For det tredje slukkede Tsipras og Syriza oprørets flamme. De kom til magten på en flodbølge af modstand mod højrefløjens korruption og ødelæggende økonomiske politik, men i stedet for at holde modstanden ved lige slog Tsipras ind på den samme økonomiske politik, der havde fældet højrefløjen. Det fik hans vælgerbasis til at gå i opløsning i desillusion. Det fik hele korthuset til at kollapse.