Bødlerne bag El Mozote massakren i El Salvador i 1981 indhentes af loven

I december 1981 begik den USA trænede Atlacatl brigade i El Salvador massakre på landsbyen El Mozote. Næsten 1000 mænd, kvinder og børn blev dræbt. Massakren gjorde det klart for de sidste salvadoranere, at den eneste vej til at vælte militærdiktaturet var væbnet kamp.

Allerede i 1990 forsøgte de overlevende fra El Mozote at lægge sag an mod Atlacatl brigaden for massakren, men en amnestilov ved borgerkrigens afslutning spændte ben for retfærdigheden. Først i 2016 kendte højesteret amnestiloven for forfatningsstridig, og en sag mod de 18 ansvarlige officerer i Atlacatl kunne indledes. Vidner er de seneste måneder blevet afhørt og domme ventes at blive afsagt i slutningen af 2019.