Dansk støtte til Venezuelas Quisling
Efter Tyskland i april 1940 havde besat Norge, indsatte nazisterne Vidkun Quisling som landets statsminister. Efter krigen blev Quisling dømt for landsforræderi og henrettet.
Torsdag meldte den danske udenrigsminister, at Danmark støtter Venezuelas Quisling, Juan Guaidó, der onsdag udråbte sig selv til Venezuelas præsident. Guaidó har samme folkelige opbakning i Venezuela som Quisling havde i Norge. Hans parti blev i 2016 valgt til parlamentet med omkring 8% af stemmerne.
Danmark har efterhånden en lang tradition for anti-demokratisk opførsel på den internationale scene. Det som borgerlige politikere kalder "aktivistisk udenrigspolitik". Det gælder forbrydelser mod freden (FN's Charter) ved militære angreb på Irak, Libyen og Syrien. Aktive bidrag til at vælte udenlandske statsledere, som USA ønsker fjernet (Palæstina 2006, Ukraine 2013, Venezuela 2019). Danmarks opførsel er indbegrebet af slyngelstat.
Når lande som Danmark vilkårligt anerkender ølkassetalere uden folkelig opbakning som statsledere i fremmede lande, bryder den internationale retsorden sammen, og fører uvægerligt til krig. Krigene raser fortsat i de lande Danmark siden 2001 har været med til at kaste ud i krig, og har kostet op mod 3 mio. mennesker livet. Dannebrog farves rødt af blodet fra en fejlslagen dansk udenrigspolitik.
- Log ind for at skrive kommentarer