Kvinder over hele verden demonstrerer mod vold og nedskæringer
I mindst 89 byer over hele verden demonstrerede kvinder lørdag mod vold og nedskæringer. Demonstrationerne startede i 2017 i forbindelse med indsættelsen af Trump som præsident i USA og som protest mod hans chauvinistiske kvindesyn. Temaet var i år bredt ud til både at rumme kampen mod vold mod kvinder og de neoliberale nedskæringer der globalt rammer kvinder hårdere end mænd, og rammer svage kvinder hårdest.
Mens flere millioner kvinder i 2017 demonstrerede mod Trump var opbakningen i 2019 betydeligt lavere. Bl.a. fordi det var lykkedes højrefløjen at splitte bevægelsen. En af dens ledere havde ladet sig fotografere med Louis Farrakhan, lederen af Nation of Islam i USA, der er citeret for anti-semitiske ytringer. Det påvirkede nok mobiliseringen i USA, men ikke i resten af verden, hvor kvinder demonstrerede i bl.a. Athen, London og Berlin under fælles paroler.
- Log ind for at skrive kommentarer