Piketty, nyt socialdemokratisk projekt for Europa
Den franske økonom Thomas Piketty og 50 andre fremtrædende europæere offentliggjorde i december et programforslag for et mere retfærdigt Europa. Forslaget skal ses i lyset af, at EU siden flygtningestrømmen fra Mellemøsten for alvor tog til i 2015 har været politisk lammet. Det har i stedet været højreradikale og populistiske dagsordner der har præget unionen.
Piketty og hans venner foreslår at bruge 800 mia. € på jobskabelse, innovation, forskning og udvikling, udvikling af grønne teknologier for at dæmme op for globale klimaforandringer, en migrationsfond til støtte for de lande der tager imod flygtninge fra resten af verden og endelig støtte til de enkelte landes statsbudgetter. Pengene skal komme ved ekstra 15% skat på virksomheders profitter, ekstra 10% skat på indkomster over 100.000 € og 20% på indkomster over 200.000 €, 1% skat på formuer over 1 mio. € og 2% på formuer over 5 mio. € samt en skat på CO2.
Pikettys gruppe består af historikere, økonomer og tidligere politikere, som bl.a. den tidligere britiske labour leder Gordon Brown.
Pikettys plan har ingen chance for at blive realiseret, men er dog et indspark i et EU, der er politisk lammet og i dyb krise.
- Log ind for at skrive kommentarer